Herlev Gymnasium & HF har netop fået en stor fondsbevilling, som skal løfte gymnasiets undervisning i bæredygtighed til nye højder.
Lige før årsskiftet modtog Herlev Gymnasium & HF den meget glædelige besked, at gymnasiet er blevet tildelt en fondsbevilling af Børne- og Undervisningsministeriet. Bevillingen skal bruges til undervisning i bæredygtighed. Helt konkret går fondsmidlerne til et nytænkende bæredygtighedsforløb med tre biologi A-klasser.
Under overskriften “Naturens stemmer” vil elever gennemgå et forløb, hvor de skal leve sig ind i, hvordan det er at være skov, mark, havbund, fugl, flue og fisk i en tid, hvor naturen og biodiversiteten er mere presset end nogensinde. I forløbet får eleverne blandt andet som opgave at forsøge at forestille sig, hvad dyrene ville sige til os, hvis de kunne tale? Hvilken kritik ville de rette mod os?
Projektet løber af stablen her i 2025 og er kommet i stand i et samarbejde med Syddansk Universitet og CUHRE (Elite Centre for Understanding Human Relationships with the Environment).
Vil du vide mere om projektet, er du velkommen til at kontakte HG’s vicerektor Mads Strarup – ms@herlev-gym.dk